Links
Det kan være interessant på mange måder, men drejer sig først og fremmest om saudi-arabiske kvinders modvilje mod at købe deres lingeri af mænd.
Jeg må indrømme, jeg var lidt forbavset over, at den slags overhovedet er muligt på de kanter, og at de snerpede klerikere mener, det er i orden.
Men hvad ved mænd om kvinder?
[ tilføj kommentar ] ( 20 visninger ) | permalink | |
( 3 / 24 )Jeg fik faktisk tre tørklæder. Det var lidt overkill, men på den anden side er Istanbul en stor by, og jeg ville gerne yde både den europæiske og den asiatiske del retfærdighed.
Det første tørklæde købte jeg på den asiatiske side på et marked, hvor der først og fremmest solgtes frugt og grønt. Det mest fascinerende der var, at alting duftede så frisk. Grøntsagerne, frugterne, krydderierne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, men vil da gerne bemærke at markedet ligger på en skråning, og med en forholdsvis lille indsats og en del vand kan området sagtens holdes rent.
Der var nogle sidegader, og her løb markedet lidt ud i boder med husholdningsrelaterede ting. Gryder, pander, borddug og den slags. Og lidt kvinde(under)tøj og så selvfølgelig tørklæder. Udvalget var ikke overvældende, men jeg fik da et bevis på, at man sagtens kan finde tørklæder, selv om man måske ikke kan finde ret meget andet...
Jeg købte et blåt bomuldtørklæde. Ikke videre ophidsende, men nu var mit indtryk af den asiatiske del af Istanbul heller ikke, at den var særlig metropolagtig, og det var det pæneste, hun havde.
Men bagefter tænkte jeg, at jeg ikke kunne blive ved med at købe blå tørklæder. Det var det niende i samlingen, og de tre af dem var blå. Så jeg besluttede mig for at vende tilbage til den store basar og købe noget aldeles glitrende som modvægt til dette lettere pietistisk indspirerede køb.
Det gjorde jeg så dagen efter. Der er syet masser af pailletter på et tørklæde af hvide maskinkniplinger. Jeg så det med det samme, da jeg kom ind ad basarens hovedindgang og vidste, at, hvis jeg ikke fandt et, der var bedre, var det dét.
Hvad det så også blev.
På vejen ud lod jeg mig indfange af en købmand, der, som så mange andre, solgte tørklæder og den slags samt tæpper. Jeg havde endnu tyrkiske pund at bruge, så jeg var let at lokke - og bekymringen for, at min tørklædesamling kunne risikere at blive en samling af blå tørklæder, havde stadig væk et godt tag i mig. Så jeg købte et, der er postkasserødt. Det kan jeg personlig ikke bruge til ret meget, men nu har jeg da et.
En ting, som alle disse mænd bruger som salgsargument - og jeg har nu set det i tre lande, så det begynder at ligne et mønster - , er at vise, at mønstrene er vævede, og tørklæderne er forskellige på begge sider. Selv bevægelserne er de samme, og det gælder ikke kun, når de vil sælge mig et tørklæde - jeg har også været vidne til det, da jeg var ud at købe tørklæder med min veninde i Damaskus (og de var til hende).
Kvindelige sælgere gør det ikke. Mærkeligt nok.
[ tilføj kommentar ] ( 27 visninger ) | permalink | |
( 2.9 / 23 )Blandt alle de ting, jeg lavede i Istanbul (jeg er tilbage i Danmark igen), var også et besøg på Istanbul Modern, byens galleri for moderne kunst.
Her er der indtil 22. januar 2012 en særudstilling under titlen Dream and Reality, der viser værker af moderne og nulevende kvindelige tyrkiske kunstnere. Deres navne er: Mihri Müşfik, Melek Celal Sofu, Belkıs Mustafa, Güzin Duran, Nazlı Ecevit, Fahrelnissa Zeid, Aliye Berger, Bedia Güleryüz, Sabiha Rüştü Bozcalı, Nermin Faruki, Sabiha Ziya Bengütaş, Hale Asaf, Maide Arel, Şükriye Dikmen, Eren Eyüboğlu, Semiha Berksoy, Füreya, Frumet Tektaş, Zerrin Bölükbaşı, Leyla Gamsız, Naile Akıncı, Tiraje Dikmen, Bilge Civelekoğlu Friedlaender, Bilge Alkor, Candeğer Furtun, Tülay Tura Börtecene, Alev Ebüzziya Siesbye, Füsun Onur, Nil Yalter, Tomur Atagök, Neş’e Erdok, İpek Duben, Nur Koçak, Nevhiz, Seyhun Topuz, Meriç Hızal, Nancy Atakan, Gülsün Karamustafa, Canan Beykal, Ayşe Erkmen, Azade Köker, Fatma Tülin, Hale Arpacıoğlu, Canan Tolon, İnci Eviner, Kezban Arca Batıbeki, Handan Börüteçene, Canan Dağdelen, Hale Tenger, Selda Asal, Selma Gürbüz, Aydan Murtezaoğlu, Gül Ilgaz, Şükran Moral, Arzu Başaran, Gülay Semercioğlu, Mürüvvet Türkyılmaz, Neriman Polat, Canan, Nezaket Ekici, Esra Ersen, Ebru Özseçen, Elif Çelebi, Leyla Gediz, Bengü Karaduman, Aslı Sungu, İnci Furni, Nilbar Güreş, Seda Hepsev, Ceren Oykut, Ekin Saçlıoğlu, Gözde İlkin, Güneş Terkol, AtılKunst.
Jeg ville have ønsket, at der havde været et katalog. Igennem mange af disse kunstneres værker får man et indblik i kvindelivet i Tyrkiet, og mens meget drejer sig om vilkårene ved at være af hunkøn, så er andre mere kulturspecifikke.
I denne sammenhæng blev jeg opmærksom på, at det især er i installationer og videokunst, man kan få svar på spørgsmål, man måske aldrig ville have stillet.
(Jeg tilføjer flere links, når jeg får tid.)
[ tilføj kommentar ] ( 27 visninger ) | permalink | |
( 3 / 28 )
Hvis man er til høje hæle, er Istanbul byen at finde dem i. Billedet oven for giver kun et fattigt indblik i, hvad der er at få - problemet er bare, at byen selv ikke inviterer til, at man bruger den slags sko.
Stigningerne er mange steder fuldstændigt sindssyge, så at prøve at forcere dem med 8 cm stilethæl som støtte virker selvmorderisk.
Det synes kvinderne dernede også, hvorfor det, man ser på gaden er fornuftigt skotøj, og det, uanset, hvor smart kvinden ellers måtte være.
At de fine sko er til indendørs brug, er jeg ikke i tvivl om. Gulvene er som regel ikke parketgulve, så man kan godt tillade sig, at vise nogle stiletter med Swarovski-sten frem.
Kvinderne i receptionen på det hotel, hvor jeg boede, havde høje hæle på på arbejdet, men det lagde jeg først mærke til, da jeg havde tjekket ud...
[ tilføj kommentar ] ( 24 visninger ) | permalink | |
( 3 / 26 )Den første dag gik jeg ud og købte et tæppe. Udvalget er ganske forbløffende.
Kvinden (!) i forretningen mente, det, jeg havde valgt, var lidt dyrt. (Hun var blevet tilkaldt til at ekspedere mig fordi ingen af mændene kunne engelsk.)
Jeg svarede, at det var en gave.
"Til din datter", konstaterede hun, og det var jo rigtigt nok.
Så mødre køber tæpper til deres døtre. Hvad mon vi ellers har en tendens til at gøre?
Rosa i hamamen konstaterede at jeg ingen børn havde. Det gør kvinder i hamamerne tit.
Sagen er, at jeg ingen strækmærker har, så deres antagelse er ganske nærliggende.
Kvinden, der solgte mig bh'en i går, var gravid. Hun fortalte mig, at hun allerede havde en pige, og at dette - icha'allah - ville blive en dreng.
Så bemærkede hun, som om det var noget af det mest selvindlysende i verden, at hun var tredive - og jeg har siden spekuleret over, hvad det mon betød.
[ tilføj kommentar ] ( 27 visninger ) | permalink | |
( 3 / 24 )