2012-05-20T12:04:15Z Sabine Behrmann Copyright 2012, Sabine Behrmann SPHPBLOG
I går eftermiddag skulle jeg lige ordne de sidste indkøb. Det synes jeg altid, kan være ret så stressende, men der er trods alt en del ting, jeg ikke gider slæbe rundt på, når jeg er på rundrejse.

Men først kiggede jeg forbi hos min frisør for at aftale tid til i dag og en lille sludder om mine oplevelser.

Da jeg fortalte hende om den unge mor i Berat reagerede hun ikke særlig meget anderledes end jeg: Det var da alt for tidligt til at gå i gang med at arbejde igen, og selv dengang under diktaturet havde kvinder da en barselshvile på 40 dag (!). Desuden er den officielle holdning, at amning er bedst, hvis moderen ellers har mælk nok.

Jeg kunne ikke rigtigt blive klog på, hvor længe man kan regne med at få betalt barselsorlov her, men et af de største problemer er manglen på pasningsmuligheder. Man ser da også en hel del ældre mennesker på gaden, der passer små børn, og til de ældre findes der børnehaver, hvis man ellers har råd og kan få en plads.

Efter dette indblik i en verden, der ikke er meget forskellig fra den, jeg lever i, var det på tide at købe den berømte bh. Jeg besluttede mig for at gå ind i en af de lidt mere prætentiøse forretninger, hvor den unge ekspeditrice straks prøvede at sælge mig en ualmindelig kedelig - men sandsynligvis brugbar - "bedstemormodel". Da jeg mente, jeg var på udkig efter noget mere spændende, fandt hun faktisk noget i min størrelse, der var acceptabelt. Og prisen for sættet var derefter: Næsten 80 euro!

Hvordan skal kvinder her få råd til den slags? Prislejet er ellers langt under det, vi er vant til, så jeg havde lidt svært ved at komme mig.

På den anden side: Der var prøverum - og hun kiggede ind og spurgte, om bh'en sad, som den skulle.

Det er på tide, at jeg taler med den revisor om den slags udgifter...

Nu skal jeg til at tjekke ud fra mit hotel og få Hurrie og hendes svigerdatter til at give mig et albansk ansigt, før jeg tager hjem.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120413-071957 2012-04-13T00:00:00Z 2012-04-13T00:00:00Z
Det ligger på første sal (hvad der synes at være det normale i gamle albanske huse), og den første morgen havde jeg undret mig lidt over, at det stod en dåse med modermælkserstatning i vindueskarmen. Så slog jeg det hen. Den slags kan der være så mange grunde til, og ellers bærer huset ikke præg af, at der skulle bo et spædbarn.

I morges fandt jeg så ud af, at den unge kvinde, der står for alt det praktiske her, har en lille dreng på en måned - og jeg blev slået af et ikke helt kort livs forestillinger om, hvordan nybagte mødre bør behandles, især inden for de (i Biblen fastlagte) første seks uger efter fødslen.

At denne unge kvinde, hvis barselsperiode efter min bedste kulturelle overbevisning ikke er ovre endnu, skal servere morgenmad til og rydde op efter mig, føles bare forkert.

På den anden side skal hun og hendes lille dreng selvfølgelig leve af noget, og hvis jeg ser bort fra mit kulturelle ubehag ved situationen, virker det ikke, som om hun er overbebyrdet eller stresset. Hun går omkring i et jævnt tempo, ordner, hvad der skal ordnes og tager barnegråd som en del af tilværelsen, som også faderen kan tage sig af.

Selvfølgelig kan hendes arbejde ikke sammenlignes med et job på et kontor eller en fabrik. Familien bor her i huset, midt i forretningen, så at sige. Og stedet er ikke særligt stort. Desuden har jeg ikke indtryk af, at der vrimler med mødregrupper og babysvømning her i Berat.

Selv vendte jeg tilbage til mine studier, da Clara var ti uger gammel (ja, siger mit lille kultur-overjeg så til mig, men det var fire uger efter de magiske seks uger - og desuden ammede du, hvad denne unge mor åbenbart ikke gør - men der var jo nogle, der mente, at det var forkert at bruge en eftermiddag om ugen på noget så egoistisk som en uddannelse).

Så hvordan er det lige, jeg reagerer her? Som en medsøster til denne unge kvinde, der har valgt, som hun har gjort, ud fra nogen overvejelser om, hvad der er det mest praktiske og bedste for hende og hendes familie under de givne omstændigheder? Eller som en akademisk hønemor fra et rigt land med grænser mellem kønnene, der stadig væk gør, at man forventer, at kvinderne skal gå og kede sig i lange måneder derhjemme, mens man nægter at hjælpe fædrene til et tættere forhold til deres små børn.

Vi indretter os på den måde, vi mene, svarer bedst til de givne omstændigheder, for så at overbevise os selv og hinanden om, at dette er den bedste måde overhovedet.

Engang imellem skal man måske mindes om, at tingene også fungerer i andre dele af verden.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120412-051859 2012-04-12T00:00:00Z 2012-04-12T00:00:00Z
Som accessories er de åbenbart ikke særligt interessante her.

Inden jeg havde fået løst denne bundne opgave, drak jeg en kop te med en kvinde, hvis hus er åbent for besøgende som en slags historisk monument. På gadedøren, der her fører ind på en lille gård, står der et skilt, så man kan banke på.

Ud over albansk talte kvinden græsk (heller ikke min stærke side) og nogle få ord fra andre sprog. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde arbejdet på Santorini og købt deres hus i 2004 for 7.000 euro, hvorefter de gik i gang med at restaurere det. At hun var stolt over resultatet, er der ikke noget at sige til. Det, hun særligt fremhævede - ud over trælofterne, som jeg er begyndt at interessere mig mere for - var de hæklede borter og broderede billeder, der hang mange steder. Dem havde hun nemlig lavet selv.

I Berat ser man i det hele taget mange kvinder, der sidder og passer en lille bod eller forretning og hækler eller strikker, mens de venter på kunder.

Der er jo ingen grund til at lade tiden gå til spilde.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120411-115825 2012-04-11T00:00:00Z 2012-04-11T00:00:00Z
Jeg fortalte blandt andet om de problemer, jeg har med at finde tørklæder i Albanien, og der gik lidt sport i at finde et til mig. Hun var, lige som jeg, lidt forbavset over, at man end ikke kunne finde tørklæder som souvenirs her. Men det synes komplet umuligt.

Det er, som om der er blevet udstedt tørklædeforbud her i byen. Det virker ganske grotesk, men er desværre den skinbarlige sandhed. Man kan få alle mulige former for broderede tingester, men ingen tørklæder - og desværre har endnu ingen tænkt på at genoptage silkevæveriet, som blev udøvet i byen indtil engang i 1800-tallet. På det stedlige etnografiske museum kan man se nogle fine eksempler. Det er lidt synd, at man skal nøjes med det.

Jeg skal tilbringe endnu en dag her, så jeg har planer om at gå mere systematisk på jagt i morgen, men det bliver mere og mere grotesk med hver dag, der går. ]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120410-161114 2012-04-10T00:00:00Z 2012-04-10T00:00:00Z
Byen inviterer ikke til nogen form for outreret adfærd, mestendels af praktiske årsager. Hvem der brækker halsen her på sine høje hæle har selv været ude om det.

I dag har det regnet det meste af dagen, så lædersoler er også udelukkede - i hvert fald hvis man har planer om også at kunne gå op ad bakke.

I eftermiddags havnede jeg på en café, der tiltrækker unge mænd, der søger en gud. Det er en af den slags caféer, man også finder andre steder, hvis hovedformål det er at få folk i tale. Som alle mulige andre missionærer prøvede de straks at sælge deres tro til mig, og lige meget hjalp det.

Desuden havde jeg allerede købt mit tørklæde. Det er håndlavet, hvidt med gyldne striber og et rødt mønster ved enderne.

]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120408-154354 2012-04-08T00:00:00Z 2012-04-08T00:00:00Z
For at nå dertil kan man enten tage en taxa eller bussen. Jeg valgte det sidste, men da jeg stod ved stoppestedet og forgæves ledte efter en køreplan, besluttede jeg mig for lige at spørge i Turistinformationen, hvor længe der mon var til næste afgang.

Den venlig kvinde mente, der kunne gå op til 40 minutter, men bussen kunne altså også være der om 20, så jeg skulle nok lade være med at gå en tur - så vi snakkede sammen i stedet for. Bussen skulle alligevel køre forbi hendes butik først.

Først talte vi om turisme, infrastruktur, krisen i Grækenland - og den kendsgerning at en bustur fra Tirana til Saranda (ca. 250 km) tager omkring 7 (syv) timer. (Da jeg begyndte den tur i går, kunne jeg ikke forstå, hvorfor det skulle tage så lang tid - nu ved jeg, at det for nærværende næppe kan være anderledes.)

Og så talte vi om skik og brug og religioner og mine problemer med at købe tørklæder. Det sidste, syntes hun, var meget morsomt, men det lod også til, at hun var lidt stolt over, at man her i landet ikke behøver at skilte med noget, fordi der bare ikke er behov for det... Når man så lige ser bort fra dem, der tager det meget alvorligt.

Da jeg nævnt, at jeg havde set nogle unge kvinder i Tirana, der havde haft abayaer på, vidste hun først ikke, hvad jeg mente - så jeg beskrev dem, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ser meget yndige ud på slanke pigekroppe... Forestillingen om, at forfængelighed kan komme i mange afskygninger, er åbenbart ganske udbredt.

Nåja, i Danmark kalder de det Jantelov og tror, de er de eneste, der bruger den slags...]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120406-133126 2012-04-06T00:00:00Z 2012-04-06T00:00:00Z
I og med at folk synes at mene, at jeg ligner en indfødt, er der heller ingen grund til, at jeg sidder her i fred på grund af sprogbarrieren. Det er utroligt nemt at være i fred her - det kan man så selvfølgelig også brokke sig over, og jeg forstår mindre og mindre, hvordan man kan leve i et land uden at lære sproget, men når det kommer til stykket, er det jo ikke vores adfærd i sig selv, der er særlig interessant. Variationerne er trods alt ganske begrænsede. Det er motivationen bag, der er det væsentlige.

Forresten er har jeg ikke set en eneste forretning her i Saranda, der ser ud til at ville sælge mig et tørklæde. De har ellers en moske...
]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120405-180838 2012-04-05T00:00:00Z 2012-04-05T00:00:00Z
Moder Theresa derimod har ubestridt stjernestatus. Tiranas lufthavn er opkaldt efter hende, og en statue af hende står foran Tiranas nye katolske katedral (for ikke at tale den plads, hun indtager på Nationalmuseet...).

Jeg kom til at tænke på det, da jeg i dag kom forbi et skilt, der oplyser forbipasserende på albansk og engelsk om, at det var her, hendes familie boede. Alene det, at skiltet også bærer en engelsk indskrift, siger noget om, hvor meget vægt man her lægger på hende.

Nonnen som statussymbol. Men næppe fordi hun var nonne. Det er jo ikke sådan, at man ser mange af hendes slags i gadebilledet. Måske gælder det kun, hvis man tager til Indien.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120404-132725 2012-04-04T00:00:00Z 2012-04-04T00:00:00Z
Men dette er heller ingen by i Mellemøsten. Meget af det, jeg ser her, er mig bekendt: De italienske tegltag, brødet, grøntsagsmarkederne. Her er lidt Viktualienmarkt i München - bare ikke så blankpoleret - eller Naschmarkt i Wien, som dog også er for de velbeslåede. Her hviler den slags endnu på, at folk har tid til at handle og at de handler frisk mad hver dag.

Det er så også der, man ser flere hovedtørklæder, både blandt forhandlerne og deres kunder, men ikke af den religiøse slags - mere som en hovedbeklædning som dengang, jeg var barn.

Forretninger, der sælger varer, der henvender sig til et kvindeligt publikum har som regel kvindelige ekspedienter. Det gælder også på de mere traditionelle markeder - og i høj grad hvad man her åbenbart kalder "intime accessories". Dermed menes strømper. Da jeg så skiltet, gættede jeg i første omgang på at det drejede sig om piercinger eller noget lignende og var derfor ganske pænt skuffet, da sandheden hurtigt afsløredes for mig.

Indkøb af strømper, der er pakket ind, foregår på samme måde overalt, så jeg afstod fra at bruge penge på netop dette emne. Desuden har jeg strømper nok derhjemme. Af forskellige slags.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120403-112409 2012-04-03T00:00:00Z 2012-04-03T00:00:00Z
Lad os sige det straks: I hvert fald i Tirana er der færre kvinder, der bærer tørklæde, end i København (og sandsynligvis også i Skopje).

Tilsvarende findes der ingen dedikerede tørklædeforretninger. Man går i butikker, der sælger alle mulige slags accessories, især til håret.

Min association med Skopje skyldes, at jeg i går så et par kvinder med tørklæde vente på flyet til Skopje, mens der var ingen af slagsen om bord på flyet til Tirana.

Det bliver spændende at se, hvordan der er længere ude på landet.]]> http://www.deixis.dk/atom.php/index.php?entry=entry120401-151625 2012-04-01T00:00:00Z 2012-04-01T00:00:00Z